Udgivet i Blog

Knækket tand på ferien - hvad gør man, når uheldet er ude? 3 gode råd

Af Rejseblogger.dk

Når du tager på ferie, er det typisk for at koble af fra hverdagen. Du trænger formentlig til at opleve noget helt anderledes, uanset om det så er afslapning ved poolen eller action-oplevelser. Du har helt sikkert også glædet dig til ferien og dens mange oplevelser. Derfor er det også brandærgerligt, hvis der opstår et uheld under ferien eller rejsen.

For eksempel kan det være, at du kommer til at døje med en knækket tand, mens du er på ferie. I så fald er det rart at vide, hvordan du skal forholde dig. Derfor finder du i det følgende tre gode råd, som du kan bruge, hvis du har en knækket en tand på ferien.

Råd nummer 1: Undersøg skadens omfang

Hvis du har knækket en tand, bør du starte med at undersøge, hvor stor skaden egentlig er. Det er nemlig skadens omfang, der er afgørende for, hvordan du bør forholde dig. Hvis det blot er en lille flig af tanden, der er knækket af, kan du ofte godt vente med behandling, indtil du kommer hjem igen. Det råd gælder især, hvis du er på en mindre tur og snart vender hjem til Danmark igen.

Har du derimod fået et større knæk, eller hvis du har en længere rejse foran dig, bør du få tanden behandlet med hurtigst muligt. Ellers risikerer du, at skaden bliver endnu værre. Ligesådan er der heller ikke noget sjovt ved at være på ferie med tandpine.

Råd nummer 2: Rådfør dig med din rejseforsikring

Hvis du har knækket en tand, og skaden er så omfattende, at du har brug for akut tandpleje, bør du først kontakte din rejseforsikring. Du bør forhøre dig om, hvorvidt forsikringen dækker din tand. Eventuelt kan du kombinere din rejseforsikring og din sundhedsforsikring. Det ved medarbejderne hos dit forsikringsselskab meget mere om.

Det er vigtigt, at du rådfører dig med forsikringsselskabet først. Ellers kan du i værste tilfælde ende med en stor regning, som du selv skal betale. Du kan også meget vel opleve, at en udenlandsk tandlæge ikke vil behandle dig, medmindre du kan dokumentere, at du har en forsikring. Det er en foranstaltning nogle tandlæger har, for at sikre sig, at regningen bliver betalt.

Råd nummer 3: Vær kritisk, når du skal finde en tandlæge

I Danmark er vi ret forkælede, når det kommer til tandlæger. Herhjemme skal tandlægerne først igennem en længere uddannelse. Derefter får de deres uddannelsesbevis og autorisation. Autorisationen bliver udstedt af Styrelsen for Patientsikkerhed, der derefter holder øje med, om tandlægerne udfører deres job korrekt. Derfor kan du med ro i sindet godt gå til tandlægen i Danmark.

Hvis du derimod skal til tandlæge i udlandet, er der god grund til at være mere kritisk. Først og fremmest bør du undersøge, om tandlægens uddannelse nogenlunde svarer til den danske uddannelse. Derudover bør du også undersøge, om tandlægen har en autorisation. Det gælder især, hvis du er taget uden for EU's grænser.

Eventuelt kan du forhøre dig hos dit forsikringsselskab. Måske har de allerede haft en anden klient, der har fået en tandskade i samme område. I så fald har de måske kendskab til en god tandlæge – eller ved, hvem du skal undgå.

Derfor knækker tænder

Der er mange årsager til, hvorfor en tand kan knække. Det kan for eksempel ske, hvis du bider tænderne hårdt sammen. Ligesådan kan årsagen også være et stød eller slag i hovedet.

Hvis dine tænder i forvejen er svækket, er de også mere tilbøjelige til at knække. Det gælder eksempelvis, hvis du har fået foretaget en rodbehandling. Du kan også risikere, at dine tænder knækker på grund af et træthedsbrud.

Nogle af årsagerne kan du ikke gøre så meget ved, men det er altid en god idé at holde dine tænder sunde og velplejede. På den måde minimerer du risikoen for, at tænderne knækker.